Beskrivelse
Familien Fourrey er et lille, familieejet hus, hvor 4. generation i dag dyrker 18 hektar med chardonnay. De er med i foreningen Vigneron Independant, som kort fortalt betyder, at vinbonden forestår alt fra markpleje, over vinifikation, tapning og salg. Med andre ord, det tætteste man kommer på en garanti for personlige, passionerede, håndlavede vine.
Druerne til denne 1er cru chablis kommer fra en håndfuld parceller på Côte de Lechet, hvor familien har 3½ hektar at gøre godt med på en jordbund bestående af lerholdig kalksten. Både her og i kælderen har Jean-Luc Fourrey regeret siden 1992, hvor han tog over fra forældrene. Vinifikationen foregår i ståltank, mens lagringen finder sted delvist på rustfrit stål og delvist på træfade af varierende alder for ikke at overdøve vinen.
Duft og smag udviser en dejlig kombination af præcision og mineralitet. Ung chablis er ikke voldsom eller fyldig, men en fintslebet sag, der overbeviser med elegance snarere end hestekræfter. Aromaerbilledet domineres af æble, citron og friske mandler med letcremede nuancer. Kalkede mineraler, flintesten og en frisk syre giver en kompleks, men let-drukket vin, der er en effen madvin til et bredt udvalg af bordets glæder.
Nyd Domaine Fourrey Chablis Côte de Lechet ved en serveringstemperatur på 10-15° alt efter temperament, men helst ikke for koldt, da vinen i givet fald ikke får lov at vise sine dyder.
Nyd den til en fiskeret, gerne torskefisk (eller pighvar når det skal være fornemt) med en simpel, velsmagende sauce som beurre blanc eller hollandaise. Også de lyse kødretter er oplagte til en vin som denne, blot skal der ikke være voldsom fedme i retterne.
Man kan nyde vine nu og de næste ca. 10 år frem. Med tiden vil man få en mere intens duft, hvor mineralerne træder endnu tydeligere frem og frugten vil fremstå mere afrundet i takt med at lagringsaromaerne dukker op.